• Trump truer Danmark med straftold: Så meget står der på spil

    来源: BDK Finans / 17 1月 2025 13:17:59   America/New_York

    En bombe ligger i øjeblikket og tikker under dansk økonomi. Det handler ikke kun om Grønland, men især om den kommende amerikanske præsident Donald Trumps trussel om at lægge massiv straftold på danske varer. Det vil nemlig ikke kun gå ud over virksomhedernes indtjening, men også finansieringen af velfærdssamfundet. USA er nemlig Danmarks suverænt vigtigste handelspartner og største eksportmarked. Man fornemmer alvoren på Christiansborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) torsdag orienterede toppen af dansk erhvervsliv om situationen og de mulige scenarier. Også de mindre behagelige af slagsen. Meget er dog fortsat usikkert i forhold til, hvad Trump egentlig truer med, og hvad der overhovedet kan lade sig gøre i praksis. Danmark er som bekendt en del af EU, hvorfor det kan blive mere end besværligt at lægge specifik told på danske varer. Og mange af de danske virksomheders varer bliver allerede produceret i netop USA. Alligevel er situationen alvorlig, som Mette Frederiksen ifølge Berlingskes oplysninger sagde til topcheferne torsdag. Tallene herunder viser tydeligt hvorfor. Vigtigste handelspartner I 2020 overtog USA pladsen som Danmarks vigtigste handelspartner, da danske virksomheders eksport til landet blev større end eksporten til Tyskland. Tager man tjenesteydelser med i tallene, er beløbet på 326 milliarder kroner. Og det betyder noget, fordi en del af salget i de danske medicinalselskabers stammer fra såkaldte royalties. De medregnes ikke som varer, men derimod som tjenesteydelser. Kigger man udelukkende på vareeksporten, som alt andet lige står til at kunne blive ramt hårdest af Trumps straftold, så skete tronskiftet dog først i 2023. Danske virksomheder eksporterede i løbet af de første 11 måneder af 2024 varer for mere end 217 milliarder kroner til USA. Men her er man nødt til at lave en vigtig skelnen. For vareeksporten dækker over tre typer af eksport, som må formodes at blive ramt på hver sin måde af en mulig straftold. #1 Varer, der krydser den danske grænse Denne type eksport dækker over de varer, som bliver produceret i Danmark og derefter transporteret til USA. Og det er dem, som Trump har set sig sur på. Det er alt fra vindmølledele til bornholmsk blåskimmelost. De trækker nemlig ned i den handelsbalance, som Trump vil genoprette. Og så bidrager de ikke til jobskabelse eller investeringer i USA. Disse varer udgjorde i de første 11 måneder af 2024 en fjerdedel af Danmarks samlede vareeksport til USA og en sjettedel af den samlede eksport til USA. Danmark har - ligesom EU som helhed - et stort overskud på den direkte handel med varer. #2 Varer, der ikke krydser den danske grænse Den næste type eksport dækker over de varer, som danske virksomheder – eksempelvis gennem amerikanske datterselskaber – både producerer og sælger i USA. Det er altså varer, der aldrig har været på dansk jord. Det eneste, som kæder varerne til Danmark, er det faktum, at de bliver produceret af et danskejet selskab. Disse varer udgjorde i de første 11 måneder af 2024 tre fjerdedele af Danmarks samlede vareeksport til USA og er siden 2019 mere end tredoblet. Medregnes tjenesteydelserne, udgjorde disse varer halvdelen af den samlede danske eksport til USA. #3 Varer, der ikke krydser den danske grænse – men ikke produceres i USA Den sidste type eksport er lidt en usikker størrelse. Det er de varer, som danske virksomheder sælger i USA, men som hverken produceres i Danmark eller USA. Det kunne være et dansk selskab med produktion i Polen eller Mexico, som herfra sender varerne til USA. Der findes ikke tal for denne type eksport, og derfor kan det ikke med sikkerhed siges, hvor stor en del af den samlede eksport, den udgør. Danske virksomheder skaber amerikanske job Eksperter, politikere og erhvervsorganisationer har påpeget, at det kan stride mod Donald Trump og USAs interesser, hvis danske varer pålægges straftold. Den danske eksport til USA er nemlig ikke kun med til at skabe tusindvis af job herhjemme. I USA bidrager danske virksomheder også til det brandvarme amerikanske arbejdsmarked. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik var der i 2022 945 danske datterselskaber i USA, der samlet set beskæftigede 87.000 personer. Medregner man de job, som danske investeringer mere indirekte er med til at skabe, anslår Udenrigsministeriet, at danske virksomheder står bag 150.000 job fordelt over hele USA. Det svarer til 0,1 procent af det samlede antal beskæftigede i landet. Den unikke vej uden om Trumps toldmure Mest bemærkelsesværdigt er det , at langt størstedelen af dansk eksport til USA bliver produceret af danske virksomheder gennem amerikanske datterselskaber. Danske virksomheder har nemlig investeret helt vildt på den anden side af Atlanterhavet i de seneste år. Helt konkret er de danske investeringer i USA steget med 350 procent siden 2013. Dermed er de samlede danske investeringer i USA på 274 milliarder kroner. Det svarer til, at hver syvende krone, som danske virksomheder investerer i udlandet, ryger til USA. Ifølge tal fra Nationalbanken skyldes det i høj grad betydelige investeringer fra store danske koncerner som Ørsted, Danfoss, Vestas, DSV og selvfølgelig Novo Nordisk. Når eksempelvis Novo Nordisk har et datterselskab i USA, foregår den produktion bag eventuelle toldmure på det amerikanske marked. Datterselskabets salg på det amerikanske marked tæller med som dansk eksport, som ikke passerer vores landegrænse. Men overskuddet fra datterselskaberne i USA bliver hevet hjem til Danmark, hvor det skaber grobund for blandt andet mere forskning og udvikling, ligesom det kan være med til at skabe arbejdspladser herhjemme. Samlet set er det derfor mere mudret, end Donald Trump udlægger det, når han taler om at lægge told på dansk eksport. For mange af varerne bliver allerede lavet i hans egen baghave. https://www.berlingske.dk/oekonomi/trump-truer-danmark-med-straftold-saa-meget-staar-der-paa-spil
分享